04 aug

Maskens og farvens betvinger

Maskens og farvens betvinger
Gunleif Grube udstillingsaktuel på Galleri Flintholm i Hundstrup
Hundstrup: Maleren og grafikeren Gunleif Grube er atter udstillingsaktuel på Galleri Flintholm i Hundstrup, hvor han flere gange har vist sine farveintense malerier, der ofte har masken som tema.

Gunleif Grube er født på Færøerne i 1947, men siger selv vittigt, at for at bo på øerne langt derude i Atlanterhavet har man bare tre muligheder:

Enten bliver man religiøs. Eller også dranker. Tredje mulighed er at blive kunstner.

Og det var den vej Gunleif Grube valgte.

Tillige flyttede han (for en sikkerheds skyld, måske?) til Danmark allerede i 60’erne og siden har han malet sine ansigter, de masker, vi skjuler os bag.

Gunleif Grube har inspiration fra Francis Bacon, men det er heller ikke nogen tilfældighed, at han er blevet én af galleriejer Litten Gervangs favoritter, så tæt forbundet som han er med hendes anden store passion, Cobra-malerne.

Den farvesprudlende og meget ekspressionistiske maler arbejder ud fra Goethes farveteori. Det betyder for hans malerier, at farven opstår netop i det punkt, hvor lys møder mørke.

Gunleif Grube har udstillet i Tyskland, Spanien, Frankrig, Luxembourg mm. Hans værker er repræsenteret i samlinger på Færøerne, USA, Kina, Japan, Tyskland, England og en række andre lande.

I forbindelse med udstillingen har Gunleif Grube udført to særtryk med “Lykkefuglen” i et lille oplag til Galleri Flintholm. Galleri Flintholm Filippavej, Hundstrup

Fernisering den 1. december kl 12-16,

Åben i weekenden lørdag og søndag kl. 12-16 samt efter aftale
Journalist
Iben Friis Jensen
Journalist:
Født i 1957. Bor på Langeland. Interesseret i kunst og kultur, tro og eksistentialisme og aktiv i det lokale foreningsliv. Hobbies er kreative projekter. Er desuden interesseret i mikrobryggerier…