06 apr

Galleri Flintholm i Fynske Medier

Galleri Flintholm

Artikel om Galleri Flintholm i Fynske Medier. Gallerist Litten Gervang flytter kunsten ud fra staldlængen på godset og “on tour” samt ind på internettet

 
Galleri Flintholm lå i 13 år i en renoveret staldlænge til godset af samme navn ved Hundstrup i Vester Skerninge. Galleriejer Litten Gervang fik i årene vist kunstudstillinger af karat med kunst og kunstnere fra både ind-og udland. En skilsmisse blev også et farvel til gods-galleri. Da Litten Gervang for et år siden flyttede til et lille historisk hus på Færgevej i Svendborg, tog hun navnet “Galleri Flintholm” med.

– Det var fantastiske år med fast galleri, men nu er galleriet “on tour”. Salg af kunst over webshop har jeg længe arbejdet med. Nu har jeg haft et år til at udvikle planer om, hvordan jeg vil vise kunst og præsentere kunstnere “live” fremover, siger Litten Gervang, der sidste august blev begejstret for at vise kunsten på udbane ved deltagelse i den første galleriweekend på Brandts i Odense.

– Mange gallerier i provinsen viser mange kunstnere på én gang. Jeg har mest lyst til at skabe soloudstillinger, der kommer hele vejen rundt om en kunstner. Jeg vil også stadig give mig selv lov til at kigge efter nye talenter, som da jeg fandt den nu så kendte unge maler Kamil Franko, fortæller Litten Gervang.

– Somme tider skal man have et spark, som jeg fik, for at komme ud af den komfort-zone, jeg som alle andre danskere kan lide at være i, siger galleriejeren, der i det lille hus med sundudsigt har fundet plads til enkelte udvalgte kunstværker og sin webshop.

– Kunst over nettet er godt og tidens trend især for unge, men ikke nok for hverken mig eller voksne udstillingsgæster. De skal møde kunsten tæt på og kunstneren ansigt til ansigt. Lige nu er jeg ved at bruge min mange kontakter i kunstens verden og vil rejse meget. Dette skal resultere i, at Galleri Flintholm dukker op i smukke huse, slotssale. På ventede og uventede steder, fortæller Litten Gervang, som har planer om udstillinger i Odense, København og det store udland.

– Her er der planer om at Galleri Flintholm vil dukke op i Berlin, Capetown, Sydafrika og New York, fortæller Litten Gervang

– Rejser og udstillingsforberedelser i udlandet vil også give mig mulighed for at kigge de spirende talenter ud, og så måske præsentere de unge udenlandske kunstnere på udstillinger herhjemme.- Jeg kan heller ikke udelukke, at Galleri Flintholm bliver “landfast” igen. Det sker, når det rigtige hus er der, fortæller galleriejeren.

– Jeg er faldet fantastisk til i mit gamle hus på Færgevejen. Her har en stærk historisk kvinde boet før og haft sin første konsultation. Det var Danmarks første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, der blev mødt af modstand i sin tid. Jeg synes, jeg kan mærke hendes stærke ånd. Har lige læst hendes biografi og kan genkende hendes forelskelse i vand-udsigten, der nu er min. Fra førstesalen kan jeg kigge til Tåsinge, Christiansminde og Thurø. Jeg er blevet vinterbader og får masser af gode galleri-idéer, når jeg løber mine morgenture, siger Litten Gervang.