Fra kostald til Cobra

KULTUR 29.12.2003
Fra kostald til Cobra

AF ELISABETH SAUGMANN
See! See! See!«

Opfordringen fra salmedigter Kingo brager ind i hjernen, når man fra bilen på den sydfynske landevej ser Flintholm. En af Danmarks historiske herregårde, hvor de nye ejere har Cobraer i stalden.

Gården i Hundstrup mellem Svendborg og Fåborg er overtaget af tidligere medlem af Folketinget, reklamemanden Jens Heimburger, og hans kone, Litten Gervang. Parret er langt fremme i skoene i den fynske smørklat, og i november slog de fløjdørene op til Galleri Flintholm.

Flintholms hovedbygninger er fredede, men i en kampestenslade på 700 kvadratmeter er der indrettet et to etagers galleri efter alle kunstens regler. Dermed kan man ude på landet opleve værker fra Cobra frem til vor tid. F.eks. Asger Jorn, Jørgen Nash, Peter Nyborg, Heerup, Bille, Birkemose, Brandes, Egill Jacobsen, Robert Jacobsen, Leif Sylvester og Trampedach.

.»Vores linje er Cobra eller beslægtede malere. Vi handler kun med det, vi selv kan lide,« fortæller Litten Gervang.

Supertjekket

Galleri Flintholm er supertjekket, og selv om laden er renset helt ind til benet, er den sat i stand med respekt for den oprindelige bygning fra 1887. Der er ingen bonede gulve.

Gulvplankerne er “vokset op” som Douglas-graner i Flintholms egne skove, hvor folk kan gå tur i en “inæsefaldende” duft af gran og grøfter. Lige nu ligner de enorme juledekorationer, græsset er oldengråt, og den lave vintersol sender en svag saftevandsrødmen ud over horisonten. Landskabsmaleren Vorherre kan sagtens være med i Cobras selskab.

Den landskabelige herlighed og de smukke bygninger fik for halvandet år siden Heimburger og Gervang til at flytte familien til Fyn. Ægtemanden arbejder meget i udlandet, familiens store døtre går i den lokale skole, og ved hovedbygningen sover efternøler Hans i sin barnevogn. For at kunne hellige sig galleriet har Litten Gervang opsagt sit job som produktspecialist i medicinalfirmaet AstraZeneca.

Undskyld

“Undskyld” er hendes mest brugte ord, for galleritelefonen ringer hele tiden, og gæsterne vil vide mere om malerierne af Carl-Henning Pedersen og den aktuelle særudstilling af Mogens og Grete Balle. »Man er nødt til at gå op i det med hud og hår, jeg har altid haft en lidenskab for kunst og har været samler i 20 år. Og min mand har en stærk baggrund i moderne kunst, da hans mor har Galleri Syd på Falster,« fortæller Gervang.

Der er ikke mange historisk herregårde i Europa, hvor man kan opleve moderne kunst i Cobra-klassen. Flintholms historie går tilbage til 1505, hvor den første ejer var Claus Bryske, og det siges, at alle Brysker var onde, men at der kun var få af dem. Den nuværende hovedbygning stammer fra 1844 og er trefløjet i nyklassicistisk stil.

Det er ingen tilfældighed, at det var den nytænkende Heimburger-familie, der blev købere, da Marie Louise Sørensen satte gården til salg. Den viljestærke dame har i næsten en menneskealder mærket historiens vingesus på herregården.

Erobringer

»Jeg kan ikke trives uden erobringer. Familien Heimburger vil ikke fortsætte, hvor jeg slap, de vil gå nye veje, som min mand og jeg i sin tid også gjorde det. På mange vegeterende smågodser ser man ned på de nyrige, men enhver form for rigdom har været ny en gang. Da vores forfædre rejste sig på to ben, har de, der øffede videre på alle fire, nok også sagt, at de forreste var nyrige. Uden mennesker, som kan skabe noget fra bunden, havde vi stadig levet i den gotiske tidsalder. Al udvikling er resultatet af trang og evne til forandring,« mener Marie Louise Sørensen.

Den kultiverede sportskvinde går lige meget op i Mozart og bokseren Brian Nielsen, og hun blev berømt, da hun deltog i TV-serien “Slotsfruer”. Nu bor hun i en længe på Flintholm og nyder galleriets hektiske leben. I hendes egen tid var Flintholm et kulturelt samlingssted, som der stadig går ry af. Og nu sætter hun vand over til nye kulturaktiviteter i samarbejde med Litten Gervang.

Sanserne

Ifølge Gervang, handler det om at påvirke sanserne, tænde op i pejsen og byde på oplevelser, og til hverdag kan folk få en kop kaffe, et glas vin i et særligt rum med magasiner og bøger.

»Jeg vil naturligvis gerne have, at her kommer kunstkendere, men folk skal først og fremmest købe noget, de kan lide. Mange kommer uden at ane en dyt om moderne kunst, men da de er åbne, kan jeg være med til at lære dem lidt op.«

Teenagerne Jens og Litten gik i gymnasiet på Nykøbing Falsters katedralskole og mødtes igen, da Heimburger senere holdt tale imod racisme på Rådhuspladsen i København. Det var den fælles interesse for kunst, der kick-startede ægteskabet.

»Jens´ far havde en klichefabrik, og da mange kunstnere betalte med et billede, kom kunstnere som Asger Jorn i hans barndomshjem. Det var spændende. Inden Jorn blev verdensberømt, købte Jens´ farmor hans keramik for en slik. Folk mente ikke rigtigt, det var noget, men hun syntes, det var fantastisk, og at det i øvrigt var synd for Jorn. I dag går samlingen fra den ene udstilling til den anden over hele verden. Jeg mødte charmør-Jørgen Nash, og det er et sjovt scoop, at jeg i 2005, når Nash fylder 85 år, har særudstilling med ham og Lis Zwick. Jørgen Nash er så populær, at alt, hvad han laver, kan sælges.«

Da Litten Gervang første gang besøgte Guggenheim-museet i Venedig, vidste hun, at sådan et sted ville hun også have:

»Jeg faldt for det på én gang intime og storslåede. I begyndelsen var det bare hendes hjem, der fremstod som et museum, siden er det lavet om med tilbygninger, café og have.«

Det selv samme galleri havde den modsatte virkning på Marie Louise Sørensen i 1960, da hun besøgte den amerikanske maler, der nydekorerede museet: »Jeg har aldrig set magen til svineri som i hans atelier, hvor han kastede rundt med spandevis af maling. Jeg fik den største afsky for ham, for det var mere end kejserens nye klæder. Men han brugte da sine enorme honorarer på klassisk italiensk kunst,« fortæller hun.

Men da hun mødte Gervang og Heimburger, løb nysgerrigheden af med hende, og hun købte to abstrakte værker af Mogens Balle.

»Det spændende ved god moderne kunst er, at man hele tide får noget nyt ud af den, hvis man blot selv er til stede.«

Dermed er Marie Louise Sørensen klar til at hjælpe til i galleriet, når der skal vises rundt for et af de syv sprog, hun behersker.

Allerede i 1991 lavede Gervang og Heimburger en “skitse” til Galleri Flintholm, da de kom hjem fra New Yorks eksperimenterende kunstscene med sommerhår og røde kinder.

»Vi var høje. Nu skulle der ske noget nyt, så vi lavede “Galleri Heimburger” i en lejlighed på 4. sal i København. Jo, det var udflippet, men det var en stor succes, selv om der ikke var mange penge mellem folk på det tidspunkt. Men ingen af os var parat til at kvitte vores jobs, og jeg gider ikke mellemting.«

Denne gang vil hun bruge sit liv på projektet, og hun brænder meget energi af på opsporing af talent. En af de nyere kunstnere, hun tror på, er danskeren Jan Ulrik Friis, der bor i Lapland. Han har udstillet på adskillige bredde- og længdegrader, men maler stadig til “menneskepriser”. I den etablerede kreds holder hun af Knud Nielsen, mangeårig lærer ved kunstakademiet og medlem af Grønningen. En anden yndling er Gunleif Grube, der debuterede i 1980 på “Den Frie”.

»Hans billeder er dramaer, jeg ser hans udgangspunkt som Cobra, men hans fantasiverden er udpræget voksen og filosofisk. « Og så har hun lige skrevet til spanske Miquel Barcélo. Han bor i USA og har fået til opgave at dekorere en del af katedralen i Palma. Ham vil hun gerne have til Fyn.

»Det skal være en oplevelse at købe kunst. Faktisk kan billedet, man køber, fungere som et minde om selve oplevelsen. Det mest almindelige er selvfølgelig en kombination, derfor er det vigtigt at vide, hvad man vil, når man etablerer sig. Der skal være højt til loftet. Jeg har store, men realistiske mål, og satser på at have godt 15.000 mennesker her det første år. Først derpå kan jeg kalkulere med stigninger.«

Hun konstaterer tilfreds at kunstforeningerne på Svendborg Sygehus og Odense Universitet allerede har besøgt hende. Desuden vil hun gerne samarbejde med erhvervslivet. Hun har ingen problemer med det forretningselement, der er galledriftens succeskriterium, blot kvaliteten er i orden. Og hun peger på en kunstner som Jørgen Pedersen, der heller ikke lider af ingen berøringsangst: » Han arbejder direkte til firmadomiciler og går ind i deres image med sine store stålskulpturer. «

På kort tid er galleriet blevet et rigtigt familieforetagende, for de store piger elsker at hjælpe til, og om aftenen spørger de:

»Mor, hvad har du solgt i dag?«

Til gengæld rager det lille Hans i barnevognen en million, hvad kasseapparatet har erobret i kunstens verden.