17 mar

Dorthe Krabbe

Dorthe KrabbeDorthe Krabbe

Siden 1999 arbejdet som keramiker i eget værksted efter studier hos Susan Hart, Spanien, Morten Løbner Espersen og Karin Sauer, Danmark.

Dorthe Krabbe begyndte at gå til undervisning hos en engelsk keramiker, der boede længere ude i bjergene, og siden er det gået slag i slag.

Fra 1981 bosat i Spanien, Frigiliana. Gift med Arne Haugen Sørensen.
Dorthe og vulkanen el Teide: På en af de canariske øer, Tenerife, udfor Afrikas vestkyst, findes et af verdens underværker, nemlig vulkanen el Teide.

At besøge den er som at genopleve jordens skabelse…… En naturens livmoder. Her bliver alle ting til.

Ud af mørket, som oplevede man sin egen fødsel. Ud i denne den første dags blændende stærke lys over det enorme grå hav af skyer, der skjuler den kendte verden, stiger Teide i al sin skræmmende vælde. Det perfekte bjergs hellige og evige form. Enorm og helt uden menneskelige proportioner. Jorden man står på er som på skabelsens første dag. ……Her stod Dorthe Krabbe en forårsdag 2008 overvældet af stedets storhed og følte, at hun her havde fået en stor gave. En åbenbaring, der ændrede hendes liv.

Alt hvad hun møjsommeligt havde lært, kunne ikke længere bruges,. Vulkanen el Teide var blevet hendes nye læremester, og krævede en ny start. Hjemme i Frigiliana indrettede hun sit værksted til magi. Slut med det smagfulde og sikre. Ind med trolderiet og heksekunsten. Ud hvor man ikke kan bunde, og hvor der ikke går nogen vej tilbage. Båret af den stærke inspiration fra el Teide, skabes spændende keramik.

JUBILÆUMSTEKST FLINTHOLM november 2013:

Verden vendt om.
Lige da jeg trådte ind ad døren, bemærkede jeg ikke noget usædvanligt. Der var alt det jeg ventede at finde i et keramikværksted, en ovn, en drejeskive, hylder med skønne ting. Så faldt mit blik på fadene, og der blev vendt op og ned på mine forventninger.

Jeg har tidligere set nogle af Dorthe Steenbuch Krabbes kugleformede arbejder. De var som beholdere skal være, med et mørkt indre, der kan rumme vand eller andet, og et prægtigt dekoreret ydre. Som globusser med landkort over fantasifulde landskaber ingen før har set.

Med fadene er det omvendt. Imod det ydre ruster sig det indre, skrev J.L. Heiberg i sit digt om ’Protestantismen i naturen’. I fadene er det indre blevet sæde for fantasien, mens det ydre er reduceret til den beskedne, men effektive ramme om kunstnerens opfindsomhed.
Steenbuch Krabbe har opkaldt sine fade efter byer langs Silkevejen i Uzbekistan. Jeg følger ruten og bliver selv sendt på en fantasirejse. I fadet Khiva ser jeg en kunstnerisk gengivelse af dna-strenge, selve livets urstokke. I Urgentj og Andisjan ser jeg korn – eller er det små fisk – under alle omstændigheder de enkleste dele af den menneskelige føde. Molekyler og mad, det vi består af, det vi overlever på.

I næste øjeblik forkaster jeg disse udlægninger og ser alene former og farver. Især former, for det er det mest påfaldende: disse fade ser, modsat krukkerne, ikke ud til at være beholdere der skal tjene til opbevaring. Brugte man dem i køkkenet, ville madrester blive hængende i deres ujævne indre. Nej, det er fadenes indersider der er selve deres indhold.

Først nu opdager jeg at disse fade er uregelmæssige, som var de formet før drejeskivens opfindelse. Måske deres fabulerende indhold har presset cirkelformen en smule af led.

Jeg vender tilbage til Silkevejens byer og de følelser de vækker, langsom rejse, det fornødne i saddeltaskerne, ikke mere, kun det vi ikke kan undvære, korn, fisk og skønhed. Til sidst opdager jeg den eneste by jeg kendte i forvejen, fra James Elroy Fleckers udødelige digt, ’Den gyldne vej til Samarkand’, der netop er fyldt hundrede år. Dorthe Steenbuch Krabbe har sandelig givet den forgyldte vej en ordentlig overhaling.

Thomas Bredsdorff
Professor em., dr.phil., Københavns Universitet