Judit Ström

Judit Ström

20.000,00DKK Inkl. Moms

Judit Ström, UT, olie på lærred 2006, 130x100cm

Køb Produkt
Kategori:

Judit Ström

Den svenskfødte kunstner Judit Ström, der er uddannet på Kunstakademiet i København har for længst vundet anerkendelse og hjerter. En imponerende udstillingsliste i en tidlig alder vidner om, at vi kun har set starten på en kunstners færd – allerede i 2004 blev hun repræsenteret på Statens Museum for kunst.

Midt i alt det larmende brusende Cobra og de stærke koloristiske billeder fra mange af vore nulevende kunstnere, som er tilknyttet Galleri Flintholm, har Judith Ström bredt sig det sidste år. Nøjagtigt på samme måde, som det er sket hos mig selv, siden jeg første gang så hendes malerier. Når det enkle, når det der kan synes let, ja nogle gange skrøbeligt alligevel står så stærkt tilbage, så er det noget særligt og personligt. Jeg håber derfor at min personlige begejstring vil smitte af.

Judit Ström arbejder med det figurative maleri. Judit´s motiver handler oftest om en menneskelig skrøbelighed, og om at være indadvendt tilbagetrukket fra verden. I Judit´s tidligere arbejder skildrer hun en temmelig rå og voldsom tilstand af figurens psyke. Man er helt tæt på personen og intet andet i verden eksisterer. I dag har Judit´s billedverden ændret sig . Figurationen er blevet mindre og der er åbnet for den ydre verden. Hun er ikke naturalist, men bruger naturen til at skildre menneskelige følelser som længsel, meningstab, tomhed og fravær. Naturen i Judit´s billeder virker både hård og destruktiv men også drømmende, dragende, skør, og helende. Træerne, som ofte er på hovedet, virker som sjælelige spejlbilleder hastigt på vej ned i hovedet på os. Et følsomt og poetisk maleri. Altid smerteligt vedkommende, og med menneskelig substans og malerisk lethed og nerve. Aldrig pænt og lyrisk-eventyrligt tomt.
Judit Ström om sine egne billeder :

”Mine billeder handler altid om sindet. Det er som en vågen drøm. Der er en ubalance i tingene og menneskene som altid befinder sig på grænsen til frit fald. At falde, fantasere sig væk, ensomhed, drivkræfter, skyld, lykke og rus.

Mine motiver handler ofte om en vis skrøbelighed og om at være indadvendt tilbagetrukket fra verden, men også i meget høj grad den maleriske proces og maleriets friskhed og lethed og en enkel skrøbelig nerve i stregen.

I mine tidligere billeder eksisterede intet andet i verden end at være helt tæt på figurens psyke og billederne var måske mere rå og voldsomme og højtråbende. Billederne er de sidste par år blevet mere stille og den ydre verden er kommet med ind i billederne.

Jeg bruger naturen i mine billeder som redskaber til at skildre menneskelige følelser som længsel, meningstab og fravær i en verden som jeg nogle gange synes er hård og destruktiv, men også drømmende , dragende, skøn, skrøbelig og helende. For mig er de billeder af virkelige oplevelser / mentale sindstilstande. Billeder af verden som jeg ser den og oplever den. Jeg sætter spilleregler for mig selv i hvert nyt billeder og hvert nyt billede har forskellige systemer. Jeg arbejder ud fra hvert billedes formelle vilkår. Bygger billedet op i felter. Vil bevare friskheden i lærredet Henter gamle erindringer. Blander med nye tanker og følelser. Ingenting er et overstået kapitel.”