17 mar

Arne Haugen Sørensen

Arne Haugen SørensenProdukter til salg fra Arne Haugen Sørensen – KLIK HER

Arne Haugen Sørensen, født 1932 i København.
Maleren og grafikeren Arne Haugen Sørensen er stort set autodidakt og havde sin debut i 1953 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han har i årtier været sin egen og samtidig en af Danmarks mest værdsatte kunstnere.

Han er fuld af energi og hvert billede udstråler så megen nerve, tanker og dybde, så det slår beskueren, at bag de penselstrøg – som nogle gange er lette – er der lag på lag af både menneskelig og kunstnerisk betydning. Man kan lide Arne Haugen Sørensen´s kunst eller man kan lade være, men den gamle sætning om, at man ikke kan være ligeglad, er på sin plads. Man efterlades ikke uberørt.

Det er da også de store temaer, der tages fat på i Arne Haugen Sørensen´s maleri: kærligheden, menneskets tro og tvivl. Ikke underligt at han er en værdsat kunstner, når kirkerum skal fornys.

Han startede med at male som 21-årig, har været medlem af Grønningen gennem 30 år og har modtaget utallige priser, blandt andet Eckersberg Prisen i 1975 og Thorvaldsen Prisen i 1984.

Siden 1981 har Arne Haugen Sørensen være bosat i Malaga Spanien.

Bøn, maleri, og gamle myter.

Jeg har tit følt, at det at male i virkeligheden er en måde at bede på. Ydmygt og tålmodigt arbejder man i det lønlige håb, pludselig at mærke det glimt af indsigt der, som en gave udefra, sprænger ens begrænsninger og gør én til kunstner.

Som da Ikaros og hans far Dedalus, oplevede den overjordiske fryd at flyve. Fanget af den grusomme minotaurus i hans labyrint, lavede de sig vinger af voks og fjer og slap på den måde ud af deres triste fængsel. Ikaros kom desværre for tæt til solen så vingerne smeltede og han styrtede til jorden. Et lige så tragisk som klassisk motiv i malerkunsten.
Som Sisyfus, slæber man hver dag sin kæmpesten op på bjergets top og hver morgen finder man den igen ved bjergets fod. Hver eneste dag, dag ud og dag ind. Hele livet. Alligevel glæder man sig hver morgen til mødet med sin absurde kæmpesten, og hver aften genopleve den helt urimelige taknemmelighed og dybe tilfredsstillelse, når man med sine allersidste kræfter, endnu en gang, har fået bakset sin kollosale byrde på plads på bjergets top, og træt ser ud over verden, og siger, alt er godt!

Eller overdriver jeg? Er det at male, som så mange påstår, alligevel bare et simpelt håndværk imellem mange andre?

Arne Haugen Sørensen
Frigiliana, september 2013